
Over 25 tegnestuer har været med til at sætte sit præg på Sluseholmen i Københavns sydhavn. Variation i facaderne og tæt beboelse bidrager til fornemmelsen af liv i bydelen.
Og det virker som et stykke vellykket byplanlægning, fordi bygherrerne har fulgt planen. Noget, jeg ikke fik nævnt i videoen, er broerne, belægningen og beplantningen. Så vidt jeg kunne se, er alle broerne ens. Det er synd. En variation i farver, materiale eller form kunne have betydet endnu mere liv og diversitet. For mig at se, er uregelmæssigheder og variationer med til at skabe rum, som er mere livagtige. Så hvis målet har været at skabe en levende bydel, kunne man have fokuseret mere på det.
Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad du mener. Giver uregelmæssigheder og variationer mere liv? Eller kan homogenitet også give et rart og levende byrum? Kom endelig med dine kommentarer.
Det var planen, at et nyt havnebad på Sluseholm, Koralbadet, skulle være taget i brug nu. Men Københavns Kommune mangler penge til driften, så først fra sommer 2011 kan man hoppe i en ny lagune.
På falderebet vil jeg lige nævne slusen, som har givet området sit navn. Den er fra starten af 1900 og skulle regulere vandstanden i Københavns havn. Den blev svejset sammen i 1995, og genåbnet i 2004. I dag drives den af frivillige.
Du kan læse mere om arkitekturen på Sluseholm på CPHX.dk. Sluseholm har også sin egen (engelske) side på Wikipedia. Nyheder og funfacts om kanalbyen kan man læse på sluseholmen-online.dk. Aktiv Havn er en forening af husbådejere og andet godtfolk, der holder af havnen. Dem kan du læse mere om på Aktivhavn.dk. På vedslusen.dk kan du læse mere om husbådene i Sydhavnen og om den gamle sluse.




Diskussion
Ingen kommentarer for “9: Kanalhuse på Sluseholm”